En ny rapport fra DBA viser, at 70 procent af deres brugerne foretrækker brugt frem for nyt, og at langt størstedelen af indkøbene er planlagt på forhånd.
I en ny rapport fra DBA, Second Hand Effect-rapporten, svarer 70 procent af brugerne på DBA, at de altid eller ofte vælger brugt frem for nyt. Samtidig viser rapporten, at 86 procent af køberne aktivt var på udkig efter den konkrete vare, som de endte med at købe.
Brugt er heldigvis stadig en naturlig del af danskernes forbrug, og interessant nok køber danskerne ikke kun, når de tilfældigvis falder over et godt tilbud. Det er i høj grad planlagt på forhånd, når folk køber brugt, fortæller Pernille Trolle Brøgaard, Product direktør i DBA.
DBA-handlen giver en tydelig klimaeffekt
Ifølge beregninger i Second Hand Effect-rapporten, har handlen på DBA i 2025 potentielt sparet 91.801 ton CO₂e-udledning sammenlignet med, hvis tilsvarende varer var blevet købt nye. Det svarer til udledningen fra mere end 1,17 millioner bilture mellem København og Aarhus eller produktionen af mere end 627.000 nye cykler.
Beregningerne tager både højde for udledningen fra produktionen af tilsvarende nye varer og for udledninger knyttet til selve brugthandlen, blandt andet drift, transport og emballage. Derfor er der tale om potentielt undgåede udledninger og ikke en antagelse om, at ethvert brugtkøb automatisk erstatter et nykøb.
Klimaeffekten opstår først for alvor, når en brugt vare erstatter noget, der ellers ville være blevet købt nyt. Derfor er det vigtigt for os ikke bare at få flere varer i omløb, men at gøre brugt til et reelt førstevalg, siger Trolle Brøgaard.
Fire ud af ti brugtkøb erstatter et nykøb
På DBA beregnes fire ud af ti brugtkøb til at erstatte et køb af en tilsvarende ny vare. Andelen er højest for udstyr til køretøjer med 52 procent, efterfulgt af have og renovering med 47 procent og produkter til forældre og børn med 44 procent.
Tallene fortæller os, at køb af brugte varer allerede erstatter mange nykøb, og at potentialet fortsat er stort. Det er super positivt, og noget som vi er utroligt stolte af at hjælpe til med, siger Trolle Brøgaard.
DBA-sælgerne genbruger emballagen
Rapporten viser også, at 97 procent af sælgerne på DBA vælger cirkulær emballage. Det vil sige, at de enten genbruger emballage eller helt undgår emballage, når varen skifter ejer.
Det er et meget konkret eksempel på, hvordan cirkulære valg kan følge varen hele vejen. Man sælger noget videre, emballagen bliver brugt igen, og produktet får et længere liv hos en ny ejer, siger Trolle Brøgaard.
Pengene fra DBA-salg går til hverdagen
Brugthandlen har også en tydelig økonomisk side. 54 procent af sælgerne bruger pengene fra salget på daglige udgifter, mens 23 procent bruger dem på at købe noget andet brugt.
Samtidig er 31 procent af de solgte varer på DBA selv købt brugt eller refurbished tidligere. En betydelig del af varerne er altså allerede i gang med endnu en runde på brugtmarkedet.
Det er noget af det stærkeste ved brugtmarkedet. Den samme vare kan skabe værdi flere gange, for flere mennesker, uden at der hver gang skal produceres noget nyt, siger Trolle Brøgaard.
Second Hand Effect rapporten er udarbejdet i samarbejde med Vaayu og kombinerer data fra markedspladserne med en undersøgelse blandt 18.998 brugere. Rapporten analyserer klimaeffekten og forbrugeradfærden knyttet til brugtvarehandel på FINN, Blocket, DBA og Tori.
