Putins skole - børn, der er klar til krig
Filmen handler om Pasha, en lærer på en russisk skole, med ansvar for skolens events, og for at filme livet på skolen. Pasha er en engageret og afholdt lærer, som forsøger at gøre sine elever glade, trygge og selvstændige. Da Præsident Putin starter sine “særlige militære operationer” i Ukraine, ændrer skolens liv sig, og Pashas rolle som lærer og ansvarlig for skolens filmproduktioner ændrer sig markant. Filmen viser hvordan den militære opdragelse bliver en del af skolens liv og hvordan Pasha bliver en brik i krigens store spil, hvor der ikke er plads til selv at tænke eller at have sin egen mening. Efter filmen har de unge en samtale med vores debatgæst Katya Kize, som har været med til at producere filmen, og selv har russisk baggrund. De unge som deltager i filmvisningen og debatten, har også modtaget undervisningsmaterialer til filmen, som giver de unge mulighed for selv at tage stilling til nogle af filmens temaer, som ytringsfrihed og skolens formål. ASK WHY? Docs er vokset siden starten i 2016, og i denne sæson er knap 9000 unge tilmeldt projektet i 36 kommuner i hele Danmark. Mette Hoffmann Meyer, direktør i THE WHY Foundation, glæder sig over udviklingen:Vi er utroligt stolte over, at så mange skoleklasser rundt om i Danmark har tilmeldt sig vores projekt. Det viser, hvordan stærke og faktabaserede dokumentarfilm om menneskerettigheder i biografens støjfrie rum skaber et helt unikt klasseværelse, hvor eleverne virkelig kan fordybe sig.Arrangementet finder sted torsdag d. 2. oktober kl. 09:30, 11:00 og 12:30 i Urban 13 på Frederiksberg. Filmen varer 45 minutter. Den efterfølgende debat varer cirka 20-25 minutter.
