Den 6. oktober klokken 10 åbnede Norlys dørene til en helt ny butik i Frederiksberg Centret.
I den nye butik kan kunderne opleve Norlys’ nye butikskoncept, som energi- og telekoncernen er i færd med at udrulle til samtlige 34 Norlys-butikker.
Det nye butikskoncept sætter Norlys’ røde farve i centrum og skal give kunderne en mere sammenhængende oplevelse. Mange af butikkerne har tidligere været præget af enten at være rene mobilbutikker, hvor Norlys’ øvrige produktsortiment efterfølgende er blevet tilføjet, eller Norlys-butikker, hvor der senere er kommet mobilløsninger til.
Med det nye koncept sidestilles de forskellige løsninger, og der skabes plads til dem alle. Det giver kunderne mulighed for at gå på opdagelse i butikkens sortiment.
Butikkerne spiller en vigtig rolle for os, fordi de giver mulighed for den personlige rådgivning, som mange kunder stadig efterspørger. Det er vigtigt for os at være til stede i hele landet, og derfor har vi valgt at investere i vores butikker og gøre dem endnu mere indbydende. Med det nye koncept har vi skabt bedre rammer for at hjælpe kunderne med hele deres hverdag samlet ét sted, siger Brian Borella Wulf, der er kommerciel direktør i Norlys’ kundeselskab.
Det lokale team står klar til at tage imod kunderne
Norlys’ tidligere butik på Falkoner Alle 25 havde sidste åbningsdag den 4. oktober. Da den nye butik i Frederiksberg Centret åbnede den 6. oktober, stod butikschef Mahmut Kücukgöncü og resten af det lokale medarbejderteam klar til at rådgive kunderne om alt fra mobil og internet til el og opladning af elbiler.
Butikschef Mahmut Kücukgöncü havde inden åbningen set frem til at byde kunderne velkommen i de nye lokaler:
Vi har arbejdet på højtryk for at få den nye butik klar, og vi er blevet enormt glade for resultatet og glæder os til igen at byde kunderne velkommen. Vi har nu fået en rigtig attraktiv placering i Frederiksberg Centret, hvor mange mennesker allerede har deres daglige gang, og med de nye rammer får vi samtidig endnu bedre mulighed for at give kunderne personlig rådgivning på tværs af Norlys’ løsninger.
Den nye butik ligger på 2. sal i Frederiksberg Centret.
Om Norlys
Norlys er en dansk andelsejet energi- og telekoncern. Virksomheden leverer energi, internet, tv, mobiltelefoni og ladeløsninger og driver den kritiske infrastruktur, som forbrugere og virksomheder er afhængige af hver dag.
Norlys ejer landets største elnet og fibernet samt halvdelen af mobilnettet TN-Network. Koncernen driver et landsdækkende ladenetværk til både elbiler og tung transport. Derudover ejer Norlys aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading samt Greenab og er medejer af Eurowind Energy, der udvikler vind- og solenergi i Europa.
Norlys’ 4.700 medarbejdere arbejder hver dag for at levere stabile forbindelser, sikker drift og løsninger med afsæt i kundernes behov. Som dansk andelsejet virksomhed med mere end 820.000 andelshavere investerer Norlys langsigtet i den infrastruktur og de teknologier, der binder Danmark sammen – i dag og i generationer fremover.
