
“Vi hylder Frederiksberg for deres nye politik. Ingen ønsker, at turbokyllingerne bliver pint og plaget, og at stoppe indkøbet viser, at man tager klart stilling til, at turbokyllinger simpelthen ikke er ok.”, siger Joh Vinding, direktør i Anima og fortsætter.
“McDonald’s ved godt, at den er helt gal. Det var derfor de faktisk lovede at stoppe indkøbet af turbokyllinger, og nu er det på tide at stoppe med at løbe fra sine løfter og vise noget ansvarlighed. McDonald’s kunder bør kunne forvente mere og man kan næppe få et mere tydeligt vink med en vognstang, end at ens hjemkommune forbyder det man sælger. Det bør virkelig være et wake up call det her”.
Anima vil aflevere et brev til McDonald’s ledelse, der redegør for Frederiksberg kommunes beslutning og opfordrer firmaet til at indfri sine løfter.
Politiker: Turbokyllinger er dyremishandling
Lotte Kofoed fra SF stillede forslaget om et forbud i Frederiksberg kommune og sagde dengang:
“Vi skal ikke bruge skattepenge på dyremishandling, når der er alternativer til turbokylling. Dyremishandling kan aldrig forsvares. Det håber jeg, alle på Frederiksberg vil bakke op om.”
Kritikken af turbokyllinger skyldes, at kyllingerne er avlet til at vokse fra 50 g til 2 kg i løbet af 35 dage. Det gør, at mange af kyllingerne udvikler problemer med deres organer og ikke kan gå ordentligt.
Udfasning er allerede i gang
Frederiksberg Kommune går ikke i enegang, men følger udviklingen, hvor flere og flere politikere og private virksomheder tager afstand fra de udskældte turbokyllinger. I 2023 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om at stoppe indkøb af turbokyllinger i alle statslige institutioner og at arbejde aktivt for et EU-forbud. Senere er der indført forbud i bl.a. Aarhus og Roskilde kommune. Flere prominente virksomheder som Salling Group, Rema 1000, Lidl, 7-Eleven, Q8, Joe & The Juice, Espresso House, Scandic Hotels og Shell har ligeledes allerede forpligtet sig til at udfase indkøb af turbokyllinger.