Helteløbet kalder til start i Søndermarken fredag d. 21. august kl. 16.30, hvor hele familien kan give den gas som vaskeægte superhelte. Både store og små kan være med, når der skal løbes, hoppes, danses eller hvad man kan finde på gennem den ca. 1000 meter lange rute. Ruten kan gennemføres så mange gange helteenergien rækker. Løbet handler nemlig ikke om at komme først, men om at have det sjovt, mens man gør en forskel for indlagte børn i Danmark.
Lokal opbakning
Med stor lokal opbakning fra REMA 1000 Valby og REMA 1000 Valby Maskinfabrik samt Frederiksberg Fonden er billetprisen nu helt nede på 50 kr. Der kommer også fint besøg af Cirkus Panik på pladsen.
Bliv en superhelt for en dag
Alle deltagere bliver klædt som helte i flotte heltekapper og -masker. Efter løbet er der fine diplomer og medaljer samt snacks og drikkevarer fra REMA 1000 til alle de seje løbere.
Med Helteløbet ønsker vi at skabe en sjov og aktiv oplevelse for børn og deres forældre, hvor de kan give den gas som helte for en dag og samtidig støtte et fantastisk formål. Vi glæder os til en sjov eftermiddag sammen med alle de deltagende børnefamilier udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag initiativet Legeheltene.
Løb til fordel for indlagte børn
Når du og familien køber billet til Helteløbet går overskuddet direkte til Legeheltene, der arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de cirka 60.000 børn i alderen 0-14 år, som hvert år indlægges på hospitaler i Danmark.
Så snør løbeskoene, tag familien i hånden og kom til Helteløb i Søndermarken.
Køb billetter her: Helteløb i Søndermarken | Safeticket
