Skip to main content
11. november 2025

I dag tjekker RøgalarmPatruljen røgalarmer på Frederiksberg

I dag besøger RøgalarmPatruljen udvalgte boligområder på Frederiksberg for at tilbyde beboerne et tjek af deres røgalarmer.

Af: TrygFonden | Foto: TrygFonden
Pressemeddelelse

Tirsdag den 11. november kl. 16.30-20 ringer RøgalarmPatruljen på dørene i udvalgte områder på Frederiksberg for at tilbyde beboerne et tjek af deres røgalarmer. Mangler alarmen nye batterier, skifter patruljen dem, og har boligen ingen røgalarm, så tilbyder patruljen at sætte en røgalarm op helt gratis. Beboerne i boligområderne bliver informeret på forhånd om, at Patruljen går rundt i kvarteret.

Vi håber, at beboerne vil tage godt imod RøgalarmPatruljen. Patruljen besøger områder, hvor der bor mange ældre mennesker, da de er særligt udsatte for brand i hjemmet. Ofte er det også hos de ældre, at der mangler røgalarmer, da de kan have svært ved selv at få røgalarmerne sat op og løbende tjekke, om batterierne stadig virker, siger Ole Nedahl, konsulent i BrandBevægelsen.

RøgalarmPatruljen består af unge brandkadetter og brandfolk fra Hovedstadens Beredskab. De unge har forinden lært at opsætte og teste røgalarmer, så de er godt klædt på til at være ambassadører for røgalarmer og styrke brandsikkerheden i lokalområdet.

Det er helt grundlæggende for brandsikkerheden i dit hjem at have mindst én røgalarm, der virker og kan advare dig, hvis der opstår brand. Det ønsker vi med vores deltagelse i Røgalarmpatruljen at fastholde fokus på, så vi kan få mange flere til at anskaffe en røgalarm og hjælpe hinanden i familien og blandt venner og naboer med at få sat den op, siger Frank Trier Mikkelsen, operationschef i Hovedstadens Beredskab.

Siden 2015 er der i gennemsnit omkommet 52 personer om året i Danmark i forbindelse med utilsigtede brande, der fx opstår pga. en utilsigtet menneskelig handling eller svigt af elektrisk udstyr. Derudover er der hvert år tusindvis af brande, hvor personlige ejendele og uerstattelige minder går tabt.

BrandBevægelsen og TrygFonden har siden 2007 samarbejdet med kommuner og beredskaber om brandsikkerhed, og gennem årene har de opsat ca. 15.000 røgalarmer hos udvalgte borgere.

Røgalarmer er effektive til at advare om brand. Derfor er de centrum for TrygFondens indsatser for at reducere antallet af mistede liv og alvorligt tilskadekomne i forbindelse med brand. Der hænger røgalarmer i 78 pct. af boligerne i Danmark, men det er desværre ikke dem alle, der virker, og samtidig er der boliger helt uden røgalarmer. Det tager kun to minutter at montere en røgalarm i loftet, og den koster under 100 kr. Så det er en lille indsats, der til gengæld giver tryghed og kan redde liv, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

RøgalarmPatruljen på Frederiksberg

Tirsdag den 11. november kl. 16.30-20 vil RøgalarmPatruljen tage rundt på Frederiksberg for at tjekke røgalarmer. Patruljen kommer på besøg i udvalgte boligområder, som vil blive orienteret på forhånd.

Vidste du, at
  • Der er i gennemsnit omkommet 52 personer ved en utilsigtet brand hvert år gennem de seneste 10 år i Danmark
  • I 2024 omkom 41 personer i en utilsigtet brand
  • Størstedelen af de omkomne i dødsbrande er over 50 år
  • Omkomne i brand er oftere mænd end kvinder
  • Det er oftest folk, som bor alene, samt personer med behov for pleje, der omkommer i brand
  • Uforsigtighed ved rygning er den hyppigste årsag til dødsbrande
  • I mindst halvdelen af de boliger, hvor der opstår en dødsbrand, er der ikke installeret en røgalarm, og kun ved 14 pct. af dødsbrandene er der registreret en fungerende røgalarm i boligen

Kilde: Beredskabsstyrelsen og TrygFonden

Fakta:

  • Omkring 250.000 danskere har i løbet af de seneste fem år haft brand i hjemmet
  • Cirka 650.000 danske hjem mangler en røgalarm
  • En røgalarm kan redde liv
  • En røgalarm er vågen døgnet rundt og reagerer på røgudvikling – den vil derfor opdage en brand allerede i opstartsfasen, så du kan nå at slukke den eller få dig selv og andre ud af boligen
  • Tjek dine røgalarmer jævnligt, mindst én gang om året. Test også, når du har været væk i længere tid, da batterierne kan løbe tør, uden at du har hørt den advarselslyd, der fortæller, at de er brugt op. Tryk på testknappen – røgalarmen bipper, hvis den stadig virker.
  • Hvert år bør røgalarmen rengøres. Fjern støv med en børste eller støvsuger, og rengør alarmen med en blød og fugtig klud.
  • Du kan øge sikkerheden for de ældre i din familie ved at sikre, at de har en virksom røgalarm i hjemmet.

Kilde: TrygFonden og BrandBevægelsen