29 kommuner i hovedstadsområdet er gået sammen om at etablere et stærkt og fremtidssikret fundament for kommunernes it-drift, cybersikkerhed og digitale udvikling. Initiativet kaldes it29.
it29 befinder sig lige nu i en super spændende etableringsfase, hvor strategiske beslutninger skal omsættes til tidsplaner, konkrete løsninger, aftaler og styringsrammer. Frederiksberg Kommune søger derfor lige nu en række nye kolleger, som har evnerne og lysten til at sætte deres faglige præg på arbejdet og sammen med kommunerne bygge den organisation, som fremover skal løfte opgaven.
it29's programorganisation udvider sit team og søger i alt tre nye kolleger til henholdsvis projektledelse, kommunikation og programstøtte.
Den ene projektleder, som søges, er en generalist:
Projektleder til selskabsdannelse og økonomi
Vil du være med til at skabe det organisatoriske, juridiske og økonomiske fundament for it29?
Som projektleder – eller sporleder, som er den interne betegnelse i programmet – for spor 1, får kandidaten en nøglerolle i opbygningen af it29. Sporet skaber de juridiske og økonomiske forudsætninger for det nye selskab og arbejder blandt andet med vedtægter, ejeraftaler, økonomiske modeller, budgetter, kontraktuelle forhold og den fysiske etablering af organisationen. Spor 1 bistår også de øvrige spor med kontrakter og leverandøraftaler.
For at lykkes godt i rollen som generalist projektleder
- Erfaring med projektledelse i komplekse organisationer.
- Interesse i at medvirke til at finde it29's nye domicil, udarbejde governance for selskabet og sikre betalingsmodeller for ejerkommunerne.
- Stærke kompetencer inden for procesledelse og facilitering.
- Evne til at navigere mellem mange forskellige interessenter og dagsordener.
- Struktureret arbejdsform med opfølgning på aftaler og leverancer.
- Udtalt evne til at skabe overblik og omsætte komplekse problemstillinger til konkrete handlinger.
Det er ikke afgørende, at kandidaten tidligere har arbejdet med it-området. Det vigtigste er, at vedkommende er en stærk projektleder med udpræget gode evner til samarbejde og formidling.
it-projektledere til tekniske projekter
Frederiksberg Kommune leder efter to it-projektledere til it29's tekniske spor. De skal være med til at sikre, at it29 opnår sit fælles tekniske målbillede og får etableret de rammer, som den nye organisation skal bygge på.
Sporet arbejder blandt andet med vision og målbillede, cybersikkerhed, minimumsstandarder, dokumentation, servicekatalog og SLA-struktur. Opgaverne fordeles mellem de ansatte ud fra kompetencer og motivation.
De ansatte bliver en del af et stærkt fagligt miljø med deltagere fra de 29 kommuner og får en unik mulighed for at påvirke de løsninger og standarder, som skal danne fundamentet for it29.
For at lykkes godt i rollen som it-projektleder
- Erfaring med projektledelse af større eller komplekse it-projekter.
- Motivation for at bidrage til udviklingen af it29's vision, målbillede og løsninger samt glæde over muligheden for at skulle understøtte et øget niveau for cybersikkerhed i kommunerne.
- Sikker facilitering af processer mellem kommunale fagpersoner, ledere og specialister.
- Evne til at forstå og oversætte it-specialisternes input til ledelsesrapportering og beslutningsoplæg.
- Forståelse for, at kræfterne brugt på interessenthåndtering er godt givet ud.
- Trives i samarbejdet med mange forskellige fagligheder og med at bygge nyt.
Fælles for de nye kolleger
Kandidaten skal have lyst til at være en del af et stort, ambitiøst program og mod på at være med til at bygge noget nyt op. it29 anser sig selv som en start-up.
Kandidaten får ansvar for at sikre fremdrift i sporets mange opgaver og aktiviteter på tværs af arbejdsgrupper, kommuner, fagområder og interessenter.
Sammen med PMO-kolleger udarbejder vedkommende beslutningsoplæg, analyser og præsentationer og sikrer sammenhæng mellem sporets leverancer og den samlede programplan.
Kandidaten får reel indflydelse på de løsninger, strukturer og samarbejdsformer, som skal forme it29.
Kandidaten bliver en del af et stærkt fagligt miljø præget af samarbejde, go-do attitude, ambitioner og stort engagement.
Vedkommende vil få et samarbejde med it-chefer, programledelse og specialister fra de deltagende kommuner.
Om it29
it29 er en kommende fælleskommunal it-organisation for 29 kommuner i hovedstadsområdet – eksklusive Københavns Kommune og inklusive Solrød Kommune.
Kandidaten bliver en del af it29's programorganisation, som pt. er under opbygning. Vedkommende får derfor mulighed for både at forme sin egen rolle og bidrage til de fælles strukturer og arbejdsformer.
Kandidaten bliver i første omgang ansat i Frederiksberg Kommune, men arbejder i it29's programorganisation på tværs af de deltagende kommuner. Når selskabet er etableret, overgår vedkommende til it29. Den endelige fysiske lokation er pt. ikke kendt, men den bliver centralt i hovedstadsområdet.
Praktiske oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Der er tale om faste fuldtidsstillinger på 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt.
Arbejdssted er i første omgang Frederiksberg Rådhus, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg.
Der må forventes mødeaktivitet på tværs af hovedstadsområdet, ligesom der er mulighed for hjemmearbejde og fleksible arbejdsformer.
Ansøgningsfrist: Tirsdag den 10. november 2026. Ansøgninger læses løbende.
Samtaler forventes afholdt: uge 47 og 48.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte programchef Trine Sandfuss på telefon 28 98 00 74 eller afdelingschef Mikkel Arp på telefon 51 64 14 00.
Send din ansøgning
Ansøgningen sendes ved at trykke på "Send ansøgning" og udfylde ansøgningsformularen. Det skal fremgå tydeligt af ansøgningen, hvilken af de tre stillinger der søges. Vedhæft ansøgning, CV og relevante bilag.
Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på byens historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Frederiksberg Kommune er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune og it29 ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, handicap, race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika eller national, social eller etnisk oprindelse.