
Møstings præsenterer en soloudstilling med billedkunstner og koreograf Miriam Kongstad – en af de mest markante unge stemmer på den danske kunstscene. Med udstillingen Dawn Comes After Darkness skaber Kongstad et taktilt eksperimentarium, hvor materialer som menneskehår, glas, metal og sten aktiverer kroppen – fysisk, psykisk, æstetisk og eksistentielt.
Dawn Comes After Darkness portrætterer kroppen i al sin kompleksitet, som på en gang er både velkendt og et mysterie.
Sundhedsfremmende værker
Udstillingen består af 10 værker, der tilsammen udgør en installation af kirurgisk præcision og poetisk slagkraft.
Værkerne integrerer både lyd, lugt, berøring, visualitet og bevægelse, og spørger, om kunstværker potentielt kan virke sundhedsfremmende i kraft af deres materialitet og æstetik.
Et centralt tema i udstillingen er menneskekroppens mange tilstande – og hvordan psyke og krop er filtret ind i hinanden.
Det ses eksempelvis i værket Carnal X, der undersøger, hvordan kroppen både kan sende os i adrenalinfyldt alarmberedskab og bringe os til ro. Og i værket Rapunzel, hvor menneskehår, glas, stål og krystaller tematiserer det såkaldte rapunzelsyndrom – en medicinsk tilstand, hvor en person som reaktion på angst har slugt så store mængder hår, at det ikke blot fylder maven, men også strækker sig videre ned i tyndtarmen, hvilket kan få fatale sundhedsmæssige konsekvenser.
Miriam Kongstad (f. 1991) er baseret i Berlin og København. Med en baggrund i koreografi og performance er hendes praksis forankret i kunstnerisk forskning relateret til menneskekroppen.
Kongstads værker udspiller sig i en social kontekst og skildrer de kulturelle og politiske strukturer omkring kroppen, mens de kredser om temaer som identitet, seksualitet, sundhed, begær, smerte og nydelse. Med Dawn Comes After Darkness inviterer hun publikum til at sanse og spejle sig i en kunst, der giver plads til den fejlbehæftede og uperfekte krop som en del af det at være menneske.
Fakta:
Dawn Comes After Darkness kan opleves fra 28. juni – 14. september på Møstings, Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg
Fri entré
Fernisering 27. juni klokken 17-19
Alle er velkomne.
Læs mere om udstillingen HER.
Udstillingen er støttet af:
Ny Carlsbergfondet, Knud Højgaards Fond, Dansk Tennis Fond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Statens Kunstfond, SVFK – Statens Værksteder for Kunst og Arbejdernes Landsbank.