
Fantastiske genrer som fantasy, sci-fi og gys kan tage virkelige problemer og gøre dem fordøjelige og nemmere at forholde sig til. Det kan de i hvert fald, hvis du spørger 34-årige Sofie Korenko Jensen. Hendes debutroman, Sorte hemmeligheder, udkommer den 20. september hos Forlaget Krabat.
Sofie er fra Esbjerg, men har boet i København siden 2017 og på Frederiksberg siden 2023. Hun arbejder med kommunikation, journalistik og marketing. Nu vælger hun at sætte fokus på psykologiske emner i sin nye romanserie, Lyngeoncirklen, der er skrevet til og for unge og voksne.
Hver roman i Lyngeoncirklen handler om et psykologisk problem, og derfor skifter det også, hvem der er hovedpersonen. Hvor 16-årige Kathe er hovedpersonen i den første roman, er det nogle andre og ældre karakterer, der overtager den rolle i de kommende bøger.
Et relevant tema netop nu
Sorte hemmeligheder starter, efter at Kathes mor, Safyra, er blevet anklaget for at være en heks. Hun er derfor flygtet fra deres hjem. Alle siger, at Safyra er skyldig, men Kathe nægter at tro det. Kathe er oprørt, men beslutter sig alligevel for at finde sin mor igen. Men undervejs i sin søgen begynder hun at tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden.
Psykisk vold er romanens store, stygge tema, og er et meget relevant emne netop nu. Særligt ord som gaslighting, manipulation og psykisk vold har fyldt en del i medierne de seneste par år. Derfor er Sorte hemmeligheder skrevet: For at vise, hvordan psykisk vold kan føles og opleves – og særligt bagefter.
Mange psykologiske fagtermer har de seneste år indfundet sig i vores hverdagssprog, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi tør tale om dem, fortæller Sofie.
Et problem, der bare opstår som følge af det, er, at vi tror, at det skal være sket på en bestemt måde. Men verden er bare mere nuanceret end det. Jeg ville derfor gerne skabe en historie, der viste psykisk vold fra en anden vinkel. I romanen er der derfor fokus på, hvad der sker bagefter, og hvilke konsekvenser det får.
Sorte hemmeligheder er desuden gennemlæst af en medarbejder hos Lev Uden Vold og en psykoterapeut, der har specialiseret sig i psykisk vold.
Virkelige problemer i en fantasykontekst
Måden Sorte hemmeligheder er skrevet på, er inspireret af psykoanalytisk litteraturteori. Kort forklaret betyder det, at du som læser analyserer romanen, men romanen analyserer også dig. Sofie har taget inspiration derfra, da det er meningen, at romanen skal kunne hjælpe læseren. Det er i hvert fald det, hun håber allermest på.
Det gode er, at da historien foregår i et fantasyunivers, kan du i løbet af læsningen godt glemme, at det er virkelige problemer, den handler om, siger Sofie.
Men det kan også gøre det nemmere at fordøje. Det er noget af det, som fantastiske genrer kan: De kan gøre virkelige problemer lidt mere symbolske og dermed nemmere at forholde sig til.
Sorte hemmeligheder stiller i den forbindelse også andre underliggende spørgsmål. Nogle er mere politiske, andre er mere filosofiske. Et af dem er: Hvad er forskellen på en god, en dårlig og en giftig relation?
Alle tre typer relationer bliver vist i bogen, men romanen svarer ikke på spørgsmålet. Det skal du som læser selv gøre.