Skolehaveorganisationen slår ikke alene rod i eget hus, der bliver det første af flere regionale fyrtårne, og åbningen manifesterer desuden en ny og mere robust æra med en ambitiøs udbredelsesstrategi med finanslovsmidler og kernefinansiering fra fonde. Haver til Maver-huset realiseres i tæt partnerskab med Frederiksbergfonden, Realdania og Frederiksberg Kommune
Onsdag 26. marts markerede Haver til Maver en stor milepæl med åbningen af Haver til Maver-huset midt på Frederiksberg, og grøntsagsballade, krydderikrudt, festtaler og byens børn og andre borgere indviede huset på en smuk forårsdag.
Haver til Maver-huset er – udover at være en unik ramme for fællesskaber midt i byen – en hjørnesten i organisationens strategi frem mod 2030. Huset er det første af forhåbentligt flere fyrtårne for trivsel og læring gennem maddannelse og jordbrug. For mig som formand markerer åbningen begyndelsen på en helt ny livsfase i Haver til Maver, siger bestyrelsesformand i Haver til Maver, Thomas Færgeman.
Haver til Maver-huset bliver nationalt hovedsæde og en regional hjørnesten i Haver til Mavers nye nationale udbredelsesstrategi om at drive færre, større centre med hus og tilhørende skolehave, der kan servicere kommunerne i arbejdet med jordbrug, maddannelse og natur som middel til at arbejde med børn og unges trivsel og praksisfaglighed.
Et særligt hus med grobund for børnefællesskaber
Det er det tidligere Økologiske Inspirationshus, som er genopbygget som Haver til Maver-huset, og Frederiksbergfonden står sammen med Realdania bag renoveringen af dette særlige bygningsværk i byen.
Det er et sted, der bl.a. kan være med til at levendegøre Allégade og være et samlingspunkt for leg og læring for de kommende generationer. Det er en stor glæde at have understøttet Haver til Mavers rodfæstelse på Frederiksberg, først med etableringen af de populære skolehaver i 2019 og nu med det nye, nationale videns- og kompetencecenter, fortæller Martin Dahl, direktør i Frederiksbergfonden.
Jesper Nygård, administrerende direktør i den filantropiske forening Realdania, siger: ”Haver til Maver-huset er blevet en flot ramme om nye, grønne fællesskaber for børn og unge. Huset løfter traditionen og tankerne fra det oprindelige økologiske inspirationshus og bringer dette videre ind i en ny ramme, skabt til en ny tids brugere – og gør det med en høj arkitektonisk kvalitet.”
Grønt forsamlingshus for byens borgere
Huset er et stærkt eksempel på civilt-offentligt partnerskab og ambitionen er et lokalt kraftcenter for dannelse i storbyen at spille en rolle i bybørnenes liv – lige fra småspiring med vuggestuen, skolehaveforløb i folkeskolen, summercamps, julemarkeder, Halloween, foredrag, praktik, udskoling, m.m.
Med åbningen af Haver til Maver-huset får Frederiksberg Kommune et smukt, nyt læringscenter for sunde og grønne børnefællesskaber. For en kommune som vores, står samarbejdet med Haver til Maver som en vigtig del af den dannelse, fremtidens generationer også skal have med, siger borgmester Michael Vindfeldt.
Samtidig bliver huset en smuk reinkarnation af Jytte Abildstrøms Økologiske Inspirationshus med samme ånd og formål om at sikre næste generations forhold til jorden og maden derfra, siger Lone Loklindt, viceborgmester i Frederiksberg Kommune.
