
Historien om de danske hekse er spundet sammen af myter og mysterier. Men hvad var sort og hvid magi egentlig? Og hvorfor eksploderede hekseprocesserne i antal i Christian 4.s regeringstid?
Alt det, får man svar på i et eksklusivt arrangement på Christiansborg Slot 22. og 23. marts. Her kommer man blandt andet kommer forbi hekseudstillingen ”Magt & Magi”, hvor de underjordiske ruiner af Københavns Slot og Blåtårn befinder sig.
Maren Splids, Christenze Kruckow og Maren Ringsbjerg er tre kvinder, der fik en voldsom skæbne, da de blev anklaget for at være hekse og dødsdømt for trolddom. De har alle det tilfælles, at Christian 4. personligt involverede sig i deres sager og fik dem bragt til Københavns Slot, hvor de sad fængslet og blev tortureret i Blåtårn, fortæller museumsinspektør Mirja Thaulow, der er museumsinspektør ved Kongernes Samling og kurator for udstillingen.
Vi fortæller historien, som den virkelig var på stedet, hvor det skete. Derfor vil man på egen krop kunne mærke, hvordan den trykkede stemning fra renæssancen stadig hænger tungt i luften, siger hun.
Undervejs går turen også forbi de ikoniske gobeliner i Riddersalen på slottet.
Danmarkshistoriske gobeliner pryder Riddersalens vægge og fortæller i festlige farver om kongernes store bedrifter. Særligt Christian 4. får lov til at folde sig ud – han står i forreste række, når krigen raser, sætter gang i fantastiske bygningsværker og får masser af børn. Men helt ude i gobelinens yderste kant, dør en kvinde på bålet, dømt for hekseri. På hans vagt, forklarer Mirja Thaulow.
Oplev ægte minderitual udført af moderne heks
Selvom det er mange år siden, Christian 4. gennemførte de brutale hekseprocesser i Danmark i 1600-tallet, er magien ikke død i dagens Danmark. Som noget ganske særligt inviteres man derfor til at opleve, når den moderne heks Stella Nielsen udfører et minderitual.
Den hvide, helbredende magi lever stadig i dagens Danmark. Faktisk er vi en del hekse, der praktiserer magi. For at ære dem, der blev dømt til døden som hekse og troldkyndige i 1600-tallet, vil jeg udføre et minderitual, man kan overvære, siger heks Stella Nielsen.
Minderitualet er stemningsfuldt og sansemættet, og det står i det spirende forårstegn med varsel om nye begyndelser, forklarer hun.
Ved ritualet vil der være levende musik, duftende olier, frø som man kan plante, vin som kan smages og lidt at spise.
Læs mere her: https://www.christiansborgslot.dk/billetter/
Fakta:
Rundvisning og hekseritual på Christiansborg Slot
”Rundvisning og hekseritual i Magt & Magi” finder sted på Christiansborg Slot i weekenden 22. og 23. marts 2025. Til særarrangementet bliver man klogere på hekseprocesserne under Christian 4. og oplever et hekseritual udført af den moderne heks Stella Nielsen.