Rygning er dybt skadeligt for både den enkelte og for samfundet, og derfor har 87 kommuner i hele landet valgt at forbyde rygning i arbejdstiden. Men nogle få kommuner har endnu ikke sat en endelig stopper for røgen. I Frederiksberg Kommune må medarbejdere fortsat ryge – på trods af at antallet af dødsfald med KOL i kommunen overstiger gennemsnittet for hele landet.
Rygning er usundt på mange måder og skaderne fra tobak og røg kan være både livstruende og invaliderende. Særligt dine lunger er sårbare. En af konsekvenserne ved rygning kan være udviklingen af Lungesygdommen KOL, der ifølge Lungeforeningens seneste analyse slog rekord i 2023, hvor 3.835 danskere døde af sygdommen. KOL tog det år livet af 60 mennesker i Frederiksberg kommune. Det svarer til mere end et dødsfald hver eneste uge. I gennemsnit var der 138,7 KOL-dødsfald pr. 100.000 indbyggere over 45 år i Danmark, men i Frederiksberg Kommune var det tal oppe på 140,5.
Virkelig på tide, at de tager medansvar
KOL er kun én dræber i en lang række af dødbringende sygdomme forårsaget af rygning. Og det virker, når virksomheder og kommuner indfører rygeforbud i arbejdstiden. Det fortæller professor i nikotin- og tobaksforebyggelse ved Syddansk Universitet, Charlotta Pisinger, som har en helt klar besked til de kommuner, der endnu ikke har indført rygeforbud i arbejdstiden:
Det er virkelig på tide, at de tager medansvar og handler, siger hun og fortæller, at al evidens taler for at få indført et komplet forbud.
De langsigtede fordele omfatter reducerede hospitalsindlæggelser for hjerte-kar- og luftvejssygdomme, en lavere risiko for lungekræft og et fald i antallet af rygere i kommunen og forbrug blandt medarbejdere. Disse politikker har vist sig at være omkostningseffektive med positive eller neutrale økonomiske virkninger for virksomhederne. Studier viser, at jo mere restriktiv rygepolitikken bliver, desto større bliver effekten.
Alligevel har kommunen altså endnu ikke sat en endelig stopper for rygning i arbejdstiden. Og derfor vil spidskandidaten for de radikale i Frederiksberg, Lone Loklindt, arbejde for, at også Frederiksberg kommer med på listen over kommuner med røgfri arbejdstid.
Ja, jeg vil arbejde for røgfri arbejdstid. Det forudsætter naturligvis at der kommer tilbud og kurser og andet for at hjælpe medarbejderne med at blive fri af deres afhængighed, fortæller hun.
Kan man potentielt hjælpe med at redde liv, så bør man gøre det
I Lungeforeningen håber man, at de sidste kommuner melder sig ind i kampen for at hjælpe de sidste rygere på rette vej. Og som Lone Loklindt også er inde på, bør et forbud ikke stå alene, det skal bakkes op med rygestopkurser og støtte. Men hvis de sidste kommuner kommer med, kan det have stor betydning for folkesundheden.
Vi er fuldt ud klar over, at cigaretter og andre nikotinprodukter er stærkt vanedannende, og derfor er det heller ikke vores ønske at slå rygerne oven i hovedet. Men når man som kommune har mulighed for at hjælpe både sig selv og sine medarbejdere med at stoppe – og dermed potentielt redde liv – så bør man gøre det. Kommunerne er meget store arbejdspladser, og vi ved fra de mange foregangskommuner, at et rygeforbud i arbejdstiden er meget effektivt. Derfor ærgrer det mig, at der i 2025 stadig er kommuner, hvor det stadig er tilladt, siger Ann Leistiko, der er direktør i Lungeforeningen.
Her er de sidste danske kommuner, der fortsat tillader rygning i arbejdstiden
Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Horsens, Vordingborg, Greve, Høje-Taastrup, Frederiksberg, København, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal.
